Juleaftensdag så man den lille Arthur stå klaprende med tænderne og sælge sprællemænd. Den stakkels dreng stod der i sin tynde jakke, som var lappet sammen så godt det kunne lade sig gøre. Hans gode og kærlige mor lå syg i sengen og blev måske aldrig nogensinde rask. Hans onde og grusomme stedfar havde sent stakkels lille Arthur ud i den bidende kulde for at sælge sprællemænd, ellers gav det ingen jul i år.
Med blå og kolde hænder rakte han sprældemændene frem og sagde, kom og køb disse, så vi kan få en juleaften. Men ingen hørte stakkels lille Arthur. En mand med stor og varm pelskåbe gik forbi og tabte en stor pung foran lille Arthur. Manden opdagede intet, og lille Arthur samlede pungen op og så alle de dejlige prnge. Med disse kunne hans mor blive rask og de kunne få en juleaften. Det hev og sled i ham. Skulle han give manden pungen tilbage, han havde jo intet opdaget eller skulle han beholde den.
Lille Arthur gik til manden og rakte ham pungen. Manden blev så glad og overrasket. Da han så at alle penge var der gav han Arthur halvtreds kroner, fordi han havde været sådan en ærlig dreng. Nu kunne der blive råd til juleaften. Lille Arthur gik hjemad og så foran sig en dejlig gårs. Men inden ville han have en kop dejlig varm kaffe og et stykke wienerbrød.
Lille Arthur gik hen til kaffemanden og fik en stor kop kaffe og et stykke wienerbrød. Som han sad der og varmede sig, kom der en grædende dreng forbi. Han fortalte kaffemanden at det var sidste dag i varmen, for de var halvtreds kroner bagud med lejen og de kunne ikke strække den længere, så i morgen skulle han og hans familie på gaden. Da lille Arthur hørte dette, tænkte han: Jeg har trods alt vores varme stue og så gav han den stakkels dreng de halvtreds kroner.
Da kaffemanden så dette sagde han til lille Arthur. Det var vældig gjort af dig, du skal have ethundrede kroner af mig, for jeg har alligevel så mange penge. Og kaffen skal du ikke betale for. Lille Arthur blev meget glad og sagde tak og gik hjemad mens han tænkte på at nu kunne mor blive rask, de kunne få gåsesteg og han kunne få en lille gave juleaften.
Pludselig lød et kvindevin og alle mennesker for til siden. To heste kom susende med en vogn med juleøl. Lille Arthur stillede sig ud på gaden foran hestene, men de ænsede ham ikke. Da de kun var få skridt fra ham sagde han, prrr. og hestene stoppede. Han havde talt hestenes sprog. Alle folk kom strømmende til og sagde at han var en helt. En mand der kom fra begravelse havde en stor hat som de lavede en indsamlig i til lille Arthur.
Med alle de mange penge på lommen gik Arthur fornøjet hejm. Nu blev hans mor rask, de kunne få julegås, han kunne få en gave. Og hans stedfar kunne bestemt ikke blive vred over at han ikke havde fået solgt sprældemændene. Som han gik der i sine egne tanker lød der et kvindevin og lyden af en sporvogn. Foran vognene lå der et lille barn og moderen stod på den anden side af gaden og så forskræmt på. Lille Arthur tænkte, ja enten skal sporvognen flyttes eller også skal barnet. Og i sidste øjeblik redede lille Arthur barnet og gav det til moderen der gav lille Arthur et hundrede kroner.
Undervejs hjem med alle de mange penge på lommen, fik lille Arthur også solgt alle sprældemændene. Pludselig lød der et vin og lille Arthur så en skøjtepige falde i vandet. Hun forsvandt men dukkede op igen og forsøgte at få fat i iskanten. Da foldede lille Arthur sine små hænder og sagde. Kære vor herre, nu gider jeg altså ikke mere. Så gik den slemme og uartige dreng hjem og fik æbleskiver for han elskede æbleskiver og de fik en rigtig juleaften. Men den stakkels lille pige frøs og druknede ihjel.
|
