Han hed Arnold, og det var han egentlig rigtig godt træt af. Det var hans fars skyld. Han havde været meget lille og spinkel, da han blev født. Lige så snart hans far havde set ham, havde han sagt:
- Nå, der har vi nok en rigtig lille Schwartzenegger! Og det var altså endt med at han var kommet til at hedde Arnold.
Det var nu mere end fem år siden.
Det var allerede blevet d. 10. december, og da far kom hjem fra arbejde, fortalte han, at de skulle til København og holde jul hos onkel Svend og tante Gerda. Det var noget af en nyhed, for de havde alle sammen regnet med at de skulle blive hjemme, fordi der ikke rigtig var råd til at tage nogle steder.
- Vi skal være der dagen før lillejuleaften, sådan ved aftens-madtid. Så vi skal nok køre ved 2-tiden. Godt vi har fået den bro, ellers kunne det slet ikke have ladet sig gøre!
- Jeg synes nu det er noget sent at få sådan noget at vide. Mor holdt en pause - men på den anden side set er det da også meget rart med sådan en invitation, og så kan vi også nå at komme i Illum og i Magasin, hvis vi kører tidligt om morgenen.
Arnolds far vidste af bitter erfaring, at det ikke nyttede noget at protestere, så han sagde ingenting. Han nøjedes med at sende det sidste overbelastede kontoudtog fra banken en bekymret tanke. I den sidste tid havde han så vidt muligt undgået at komme i ban-ken, for han kunne ikke lide de blikke filialbestyrer Mortensen sendte ham.
Nå, men dagene gik (alt for langsomt mente Arnold), men de gik og snart var der kun et par dage til de skulle køre. Arnold havde for længst pakket alt det nødvendige, så nu gik han bare og tænkte på, hvor i alverden han skulle få plads til sit tøj. Han vidste godt at hans mor ville slå hænderne sammen og sige:
- Arnold du ved godt, at vi ikke har plads til alt det dér! Og så ville hun give sig til at tage næsten alt det op, som Arnold havde pakket ned. Hun tog aldrig det hele op, så for en sikkerheds skyld havde han fyldt tasken helt op. Så blev der nok mere tilbage end der plejede at være, når de skulle nogen steder.
Endelig blev det dagen før dagen og Arnold havde ikke sovet ret meget om natten. Der var simpelt-hen så mange ting han skulle have tænkt igennem inden de skulle af sted til København. Og nu var det altså endelig nu.
Mor havde ganske rigtigt pillet de fleste af hans ting op af tasken igen; men da hun var gået ind i soveværelset for at hente hånd-klæder havde han lagt noget af det ned igen - under tøjet, så mor havde ikke opdaget det selv om hun havde haft noget mas med at få lukket tasken.
--
Arnold var noget skuffet over den der Storebæltsbro. Det var jo bare en motorvej der var hængt op i nogle tykke snore og så kunne man slet ikke se vandet.
- Kan vi ikke lige stoppe på midten og se hvor højt vi er oppe, spurgte Arnold.
- Er du tosset, det må man da ikke! Det var storebror Jens der pludselig fik lyst til at give sin mening til kende.
- Jamen, det gjorde hende der dronningen da. Det så jeg selv i fjernsynet!
--
Onkel Svend og tante Gerda boede lidt udenfor København, i noget der hedder Vanløse. Arnold synes at det lød lidt underligt, men det var måske slet ikke så tosset, hvis man kunne slippe for at blive vasket i hele juleferien. Nå, men det skulle hans mor nu nok få øde-lagt var han sikker på. Onkel Svend og tante Gerda boede i en stor gammel villa. Der var så meget plads, at de sagtens kunne have fået hver sit værelse.
Det gjorde de nu ikke; men de havde dårligt nok fået slæbt baga-gen og poserne med julegaver ind, før mor begyndte at spørge om de ikke snart skulle ind til byen.
- Ja, men I skal da lige have en kop kaffe inden I farer ud af huset igen. Man må ikke sådan bære julen ud ved I nok.
- Joh, tak som byder, sagde far, inden mor fik begyndt igen.
Mens de sad og drak kaffe anbefalede Gerda dem at tage S-toget. Der var jo ikke ret langt til stationen og de kunne blive siddende i toget lige ind til Nørreport Station; men det ville far ikke høre tale om. Han kendte skam København godt nok til at de selv kunne køre derind. Han havde selv boet i byen i 3 år, så han skulle nok finde en parkerings-plads. Og sådan blev det. Snart efter var familien igen stuvet sammen i familiens lille bil. Arnold synes egentlig at det var helt rart at han ikke behøvede at sidde på en kuffert, selvom det havde givet ham en bedre udsigt.
Det gik fint med at komme igen-nem byen og Arnold var lidt im-poneret af sin far. Han kørte som om han aldrig havde bestilt andet end at køre bil i København. Selv om der faktisk var meget trafik, var de hurtigt kommet ind til Nørrebrogade, og nu var de i nærheden af Nørreport Station, hvor far havde sagt de skulle parkere.
Der var bare ingen parkerings-pladser! Hele området omkring stationen lignede en stor bygge-plads og der var en masse veje, der var blevet ensrettede. De kørte rundt i lang tid, men der var ingen parkeringspladser at få øje på. Kun en masse trafik, så meget at Arnold lukkede øjnene en gang i mellem.
- Nu skal I lige se Rosenborg Slot, sagde far, men det var vist mere parkeringspladser de skulle kigge efter. De kørte hele vejen rundt om slottet og gennem en masse andre gader før de til sidst fandt en ledig parkeringsplads bagved Kommunehospitalet.
- Nå, sagde mor, hvor er vi så nu? Arnold synes hun lød en anelse spids.
- Ja, det dér er altså Kommunehospitalet, sagde far. Nu tror jeg bare at vi skal finde bus nr. 28. Den kører nemlig til Nørreport!
- Fedt, tænkte Arnold, det er lige som den i julekalenderen i fjernsynet. Så han blev lidt skuffet, da den kom og han så, at den bare lignede alle de andre han havde set.
Bussen var fuldstændig overfyldt. De måtte mase for at komme ind, men det var næsten ikke til at komme frem for tykke overfrakker og store pakker med julegaver.
- Næste stop Nørreport Station, forkyndte chaufføren i højttaleren.
Arnold syntes godt nok at de lige de var stået på bussen, men han fik sig hurtigt maset ned til døren; men han havde nu også den fordel at han kunne gå under folks pakker. De kom af bussen alle sammen, men først efter at døren var blevet lukket og mor have råbt til chaufføren, at der altså var flere der skulle af. Arnold synes at hans mor så lidt mærkelig ud, da hun sagde Velkommen til København!
Nå, men de fandt den rigtige gade og det varede ikke længe før de stod foran Rundetårn. Arnold var lidt skuffet. Han havde troet, at det var meget større.
- Er det rigtigt at kongen kørte i hestevogn helt op og at der ingen trapper er.
- Jo, det er rigtigt nok, sagde mor og skulle til at fortælle noget mere om Rundetårn, men Arnold havde fået øje på en julemand der gik og delte noget ud, så han havde allerede glemt alt om Rundetårn.
--
- Inden vi går ind her, må vi vist hellere lige aftale, hvad vi gør, hvis vi bliver væk fra hinanden. De stod lige uden for Illum og far havde taget den alvorlige mine på.
Arnold gad ikke høre efter. For han havde ingen planer om at blive væk. Han skulle op i legetøjsafdelingen og kigge på Lego-tog.
De tog rulletrappen derop. Arnold kunne ikke rigtig finde ud af at stå på, men han synes at det var vældig smart. Og så kom de lige op til alt legetøjet og væk var Arnold. Der var et helt stort landskab med Lego-tog og figurer. Arnold gik helt i stå, da han så det. Han stod bare helt stille og kiggede og hans bror Svend var nu også kommet til.
- Nej hvor er det altså bare helt kanont, sagde Jens.
Arnold kunne nu ikke få øje på nogen kanoner, men han sagde ingenting. I stedet gik han rundt om montren for at se det flotte landskab fra de andre sider.
Far og mor stod nu også sammen med Jens og beundrede på Lego-landskabet. De stod sådan tavse et stykke tid
- Er det ikke? Far puffede til mor og pegede over mod rulletrappen, hvor filialbestyrer Mortensens hoved dukkede op over kanten.
- Ham har jeg altså ikke spor lyst til at møde her! Kom!! Far trak i mor og snart forsvandt den lille familie ind bag en lukkende elevatordør. Det vil sige ikke alle, for de havde glemt Arnold. Han stod stadig og kiggede på Lego.
Da de kom ned i stueetagen og elevatoren blev tømt opdagede de, at Arnold ikke var med og skyndte sig op i legetøjsafdelingen igen - men der var ingen Arnold. Han var i mellemtiden gået på opdagelse for at finde sine forældre. De måtte jo være her et eller andet sted.
Han tog nogle ture med både rulletrapper og elevator. Det var faktisk ret sjovt syntes ham; men da han blev træt af det følte han sig pludselig meget alene og satte sig ned i en krog bag ved nogle kufferter og græd.
--
- Jamen er det ikke Arnold Sørensen, hjemme fra Esbjerg? Arnold kiggede op og så lige ind i filialbestyrer Mortensens venlige øjne. - Hvad er du så ked af min lille ven?
- Jeg tror nok at min far og mor er blevet væk! Arnold snøftede og tørrede næsen med bagsiden af hånden.
- Arh, du skal såmænd se. De er her nok et eller andet sted. Tør nu dine øjne, så skal jeg hjælpe dig med at finde dem. Mortensen tog Arnold i den ene hånd og tog en kæmpe stor pose med julegaver i den anden og de fulgtes ad ud af taskeafdelingen.
På kontoret var der ingen, der havde hørt noget om en dreng fra Esbjerg, der var blevet væk, så Mortensen og damen på kontoret blev enige om at det nok var bedst hvis de henvendte sig til politiet.
- Skal jeg ringe?
- Næh, det er ikke nødvendigt, jeg skal nok følge ham derned. Og undskyld ulejligheden!
- Det var så lidt! Damen rakte ned under skranken og fandt en stor godtepose, som hun gav Arnold. - Glædelig Jul, min ven!
Arnold blev så overrasket, at han helt glemte at sige tak; men det gjorde Mortensen på hans vegne.
--
Politistationen lå lige i nærheden af Illum og der stod et juletræ med lys på, da de kom ind til den politimand de skulle tale med. Det så helt hyggeligt ud, syntes Arnold, der aldrig havde været på en politistation før.
- Og hvad har vi så her? spurgte betjenten.
- Ja, goddag, sagde Mortensen, jeg kommer med en lille dreng, der er blevet væk fra sine forældre.
- Hvad hedder du så? Betjenten lænede sig ud over disken og kiggede ned til Arnold.
- Jeg hedder Arnold Sørensen og min far og mor er blevet væk.
- Nå, det var sør'me ikke så godt, sagde betjenten, hvor bor du henne?
- I Esbjerg, lige ved siden af skolen!
- Så er du ellers kommet langt væk hjemmefra. Ved du hvad Arnold, jeg kommer faktisk også fra Esbjerg.
Filialbestyrer Mortensen følte at han nu hellere måtte forklare, hvordan det hang sammen og hvorfor det var ham, der kom med Arnold.
- Jamen så tak for hjælpen da, sagde betjenten til Mortensen, der var ved at fiske en stor pakke frem fra sin pose.
- Ja, jeg må jo se at komme videre, sagde Mortensen. - Og glædelig Jul, Arnold! Mortensen gav ham pakken. - Den var egentlig til min nevø, men jeg finder nok en anden til ham. Og så var Mortensen væk.
- Nå, Arnold, kom du nu med herind, så skal du bare se. Betjenten, der hed Arne, tog Arnold i hånden og sammen gik de ind i et flot julepyntet rum, hvor der sad nogle andre politi-betjente. Nogen af dem læste avis og et par stykker sad og sludrede over en kop kaffe.
- Ja, her har vi så Arnold. Hans far og mor er blevet væk. Han skal nok være her lidt indtil vi finder ud af, hvor han bor mens han er på juleferie i København.
Det varede ikke længe inden Arnold var for-synet med en skål med slik, en cola med suge-rør og en stak Anders And-blade, men lige meget hvor meget de spurgte, kunne han ikke komme i tanke om, hvor det var han boede. Han havde åbnet pakken, som han havde fået af Mortensen. Det var en gravko i Teknik-Lego. Arnold synes, at det så enormt spændende ud, men han kunne ikke rigtig finde ud af det, så det varede ikke længe, før nogle af betjentene var optagede af at bygge gravkoen for ham. I mellemtiden havde en af de andre betjente fundet en æske med klodser, så Arnold sammen med ham gik i gang med at bygge den politistation, der kunne blive ud af det, hvis man ellers fulgte byggevejledningen. Det kunne Arnold godt finde ud af, så inden længe bredte julehyggen sig over vagtstuen.
- Jeg skal tisse! Arnold hoppede ned på gulvet.
- Det er den dør der! En af politibetjentene pegede og Arnold gik ud på toilettet.
- Huskede du at vaske hænder?
Arnold syntes at betjenten lød ligesom hans mor og pludselig kunne han huske hvor det var de boede
- Hej, Vanløse! Det er der vi bor!
--
- Vi kører lige en tur med Arnold.. Peter og Erik, to af politibetjentene, stak hovedet ind den vagthavende. - Han er kommet i tanke om, at han bor hos sin onkel og tante i Vanløse.
Og inden længe kørte de rundt på villavejene i Vanløse. Arnold syntes at det var spændende at køre i en politibil, selvom han var lidt skuffet over at de ikke kørte med udrykning.
De havde kørt rundt et stykke tid og set på en masse huse, men der var ikke nogen af dem Arnold kunne genkende.
- Jeg er sulten
--
Imens alt dette skete styrtede resten af familien rundt i Illum for at finde Arnold. Vi ved jo, at det ikke lykkedes for dem, så de besluttede sig for at gå op på kontoret, men der kendte de ikke noget til en lille dreng fra Vanløse, der var blevet væk.
- Det er der jo desværre en del børn der gør i denne tid, men de bliver altid fundet igen!
- Hvad gør vi nu? Far slog opgivende ud med hænderne.
- Vi ta'r tilbage til Gerda og Svend så vi er der, hvis han skulle dukke op eller nogen skulle ringe. Mor sagde det på en sådan måde, at der ikke var nogen grund til komme med kommentater, for sådan blev det.
De gik tilbage til bilen. Den holdt jo i virkeligheden lige i nærheden. Mor satte sig ved rattet og inden længe var de i Vanløse og far forkyndte, at han var sulten, så han blev sat af ved en pølsevogn for mor mente ikke, at de kunne tillade sig at komme lige hjem til Gerda og Svend og fortælle, at Arnold var blevet væk og at far var sulten.
Der stor to store politibetjente ved pølsevognen, så han gik om på den anden side. Han følte altid sådan en dårlig samvittighed, når han var i nærheden af politiet, også selv om der ikke var grund til det.
- Må jeg få to ristede med det hele? bestilte far.
- Jeg kan også godt spise én til!
Den stemme kendte far og han skyndte sig om på den anden side af pølsevognen og der stod Arnold, med ketchup op til begge ører og grinede.
- Hej, far! Du har været væk!
- Jeg tror vores lille problem er løst, sagde Erik til Peter og gav Arnolds far hånden.
- Goddag hr. Sørensen, de står vel ikke og mangler en søn? De lo alle sammen befriet.
- Nu skal vi køre dem hjem til familien. Arnold har vist en del at slæbe på.
Bestyrtelsen blev stor, da politibilen rullede op foran Vanløsevillaen og lige så stor var lettelsen, da de så Arnold stå ud af politibilen læsset med to store æsker med Lego-klodser, en godtepose, en sodavand og en stak Anders And-blade.
- Tak for hjælpen, sagde far til politibetjentene.
Betjentene gjorde honnør og sagde: - Altid til tjeneste! De sagde farvel og glædelig jul til Arnold og hans forældre og et øjeblik efter var politibilen ude af syne.
--
- Vi ta'r aldrig til København og holder jul mere! Aldrig! sagde far lige så snart de var kommet indenfor døren.
Men det var Arnold nu ikke helt enig med sin far i.